"Kognitiv dissonans" - et begreb, der spiller en stor rolle for din trivsel som forælder

Kognitiv dissonans er det mentale ubehag, som individet oplever, når der opstår en uoverensstemmelse mellem individets værdier/ideer og handlinger - med andre ord, når man i en given situation handler anderledes end ens værdier foreskriver. 
Det kan være, at du, inden du blev forælder, svor, at du i hvert fald ikke ville være sådan én, der satte dit barn foran en skærm, lige indtil du pludselig var blevet den trætte forælder, der havde brug for et minuts fred og fandt skærmen frem?  

I min praksis som psykolog, ligeså i min egen rolle som mor, oplever jeg, hvordan mange forældre kæmper med en indre selvkritiker. Selvkritikeren taler ned til dem, fordi de ikke kan efterleve værdierne eller idéerne om at være den slags mor, der med overskud selv koger den økologiske grød, den slags mor, der kan overskue at lege på gulvet og være fuldt til stede hele tiden eller den slags mor, der ikke hæver stemmen. De tynges af et "burde", for "Jeg burde jo kunne overskue at være sådan en mor, der altid træffer de rette valg, for jeg elsker jo mit barn!".

Ja! Vi elsker vores børn, og det er noget af det mest værdifulde - på godt og ondt. Allerede som børn og flere år før, vi bliver forældre, kan vi fantasere om, hvordan livet med børn bliver og hvilken slags forælder, man vil være. Værdierne, tankerne og idéerne om forældreskabet er således mange og vægter tungt. Dertil lever vi i et samfund, hvor der er mange holdninger til, hvordan man er den rigtige forælder. Samtidig er vi en generation af forældre, der er blevet opelsket, målt og vejet i forhold til vores præstationer. Det betyder, at vi skal være forældrene, der træffer de rette valg for vores børn, forældrene som er rummende, nærværende og altopofrende. Retorikken omkring forældreskabet er samtidig båret af en vis form for frygt - "Hvis du ikke gør x, så kan det have y konsekvenser for dit barn" eller "Hvis du gør x, sikrer du, at dit barn bliver succesfuld og trives". Det er en præmis, som er så nem at købe ind på, fordi vores børn netop er noget af det mest værdifulde. Det er dog også en præmis, der efterlader meget lidt plads til at begå "fejl" og lære af sine erfaringer med tiden. 

For hvad sker der så, når virkeligheden rammer? Ja, så oplever du konsekvensen af, at man som menneske umuligt at undgå at komme til at leve i uoverensstemmelse med samfundets diskurser eller handle anderledes, end man troede. Dét føles ubehageligt, angstprovokerende og tager meget mental energi. Måske havde du en hård graviditet med kvalme, opkast og hormoner, der raser. Så blev træningen og den sunde kost måske ikke det, du bedst kunne overskue, selvom du havde svoret, at du ville skabe de bedste betingelser for dit barn. Måske fungerede amningen ikke, og du måtte overgå til flaske, selvom du svor, at du altså ville være sådan en, der ammer sit barn. Måske har du ikke sovet i et halvt år og/eller har et barn, der sover 30 minutters lure, og så kunne du ikke overskue det rene hjem eller at koge grøden af de økologiske grøntsager.
At være forælder kræver en stor portion mental fleksibilitet. Både fordi, vi ikke kan forudsige, hvordan vores vej ind i forældreskabet bliver, men også fordi barnet inden for de første leveår udvikler sig helt enormt. Dét, der virkede en gang, virker ikke nødvendigvis måneden efter. Hvis jeg skal fortælle dig én vigtig ting, så er det, at du som forælder gerne må være uperfekt og ikke have regnet det hele ud fra starten. Det er ganske enkelt umuligt. Du har brug for tiden og erfaringerne for at vide, hvad det handler om. Sådan lærer vi mennesker bedst! 

Så hvad kan du gøre for at sikre din trivsel i en tid, der kræver så meget af dig?

• Vid at der er en grund til, at det føles svært, når du ikke kan handle efter det, du troede, du ville gøre. Angsten og frygten kan hurtigt fortælle dig, at det føles svært, fordi du er forkert. Det er du ikke. Måske føles det forkert, fordi der er nogle opstillede præmisser for at være den rigtige forælder, der er forkerte.
• Vær nådefuld overfor dig selv og se dig selv med milde øjne. Accepter at du blot er et menneske, der ikke skal kunne det hele på samme tid.
• Tillad dig selv at få øje på nuancerne og de vilkår, du "arbejder under". Hvis du ikke har sovet i et år, hvordan skal du så kunne overskue det samme, som når du har?
• Fejr dine sejre! Vi kan hurtigt forvente af os selv, at vi skal kunne klare det hele til perfektion, fordi vores børn er værdifulde. Det gør dog, at vi kun får øje på de 10%, hvor vi fejler, men er blinde for de 90 %, hvor vi lykkes. En sejr er også, når du lykkes med at skifte bleen på barnet, der opfører sig som en fuld krokodille, der har lyst til at bryde.
• Parkér "burde" og tag en snak med din partner/nære om, hvordan I egentligt ønsker at være forælder. Hvad vil I? Og stemmer det overens med jeres hverdag, eller kan I få øje på, at meget af det, I gør, handler om, hvad I tror andre/samfundet forventer af jer?